Skattejagt: En af de sjove selskabslege
Mennesket er af natur en jæger. Derfor elsker de fleste af os en god skattejagt,
når festbarometeret står på 'selskabslege'. En skattejagt udfordrer vores logik, vores stedsans og vores
samarbejdsevner - og så pirrer den vores barndomssind og vores grundlæggende nysgerrighed. Nedenfor kan du
læse mere om, hvordan en skattejagt kan blive netop det, der gør din fest ekstra vellykket.
Skattejagt med udfordringer
En skattejagt er som en stor og spændende labyrint. Du møder nye ting og kan dyrke det ukendte og sjove i et
miljø, hvor alle deltagere får mulighed for at samarbejde på tværs af faggrænser, interesser og kompetencer. En god
festarrangør vil se potentialet i at få folk til at prøve nye ting sammen. Små udfordringer, som alle kan klare,
men som giver en samhørighed, som også kan bruges efter festen.
Skattejagter kan være mere eller mindre frie i deres opbygning. Her får du et par eksempler fra den meget brede
skattejagt-genre - men det er kun fantasien, der sætter grænser for den perfekte skattejagt!
Slip kreativiteten løs
Inddel gæsterne i par eller hold og giv dem besked på at skaffe bestemte ting. Giv alle hold en liste med det
samme antal punkter på - og giv deltagerne et afmålt tidsrum at løse opgaven i.
På listen kan der f.eks. stå, at deltagerne skal skaffe:
- Et blad fra et egetræ.
- En bog.
- En skrue.
- En bænkebider.
- En sten med hul i.
- En elektrisk pære.
- Noget småt og blåt.
- Noget bittert.
- Noget, der er præcis syv centimeter langt.
Det hold, der efter tidsfristens udløb har skaffet flest af de ting på listen, har vundet. Husk at sætte tingene
på plads igen!
Den klassiske med skattekortet
De fleste har nok prøvet at halse rundt til en børnefødselsdag med et håndtegnet kort over fødselarens have.
Kortet var som regel prydet af et eller flere krydser, der viste hen til den store skat.
Og hvorfor ikke gentage succesen fra den glade fortid? Lav eller skaf et kort over det område eller den bygning,
skattejagten skal foregå i, og slå dig løs med krydserne! Du kan enten sætte ét stort kryds, der hvor skatten er
(lidt kedeligt), eller mange små krydser, der hvor ledetrådene til skatten er. Du kan også nøjes med at lave et
kryds til den første post, og så guide deltagerne videre fra post til post ved hjælp af ledetråde, som afløser
hinanden.
Den gådefulde
Denne skattejagt er inddelt i flere etaper. Gem skatten et sted, som du kan skrive ned, f.eks. 'vaskekælderen'.
Skriv alle bogstaverne i ordet 'vaskekælderen' ned, klip dem ud ét ad gangen og gem dem rundt omkring, både ude
og/eller inde. Tegn et kort over gemmestederne eller marker dem tydeligt med små bånd, flag eller lignende, så
deltagerne selv skal finde dem. Når alle bogstaverne er fundet, skal holdet sætte det sammen til det ord/den
placering, hvor skatten er gemt.
Man kan også lave denne skattejagt med variationer. Lad f.eks. deltagerne finde redskaber, som de skal bruge til
konkurrencer og lege senere på dagen. Lad dem lede efter dartpile, boccia-kugler eller lignende, som du har gemt
sammen med bogstaverne - og slå jer løs med et lille spil, når den store skat er fundet.
Andre selskabslege
Der er mange former for selskabslege. Skattejagt er én af dem, og ølspil kunne være en anden (det skriver vi om
i en anden artikel). Selskabslege skulle gerne være sjove for hele selskabet, og derved kan en skattejagt tilpasses
de individuelle egenskaber, som hvert bord/gruppe måtte have. De mere boglige synes måske det er sjovt at få noget
frisk luft, mens det er sjovt for dem, som går udenfor til daglig, at få trænet hjernerne med kringlede gåder. Hvad
der virker bedst ved jeres selskabslege, ved I allerbedst selv.
En skattejagt er ikke den eneste selskabsleg, man kan diske op med, når der er sjov i gaden.
Selskabslege kan være meget forskellige, men mange af dem af dem passer til vidt forskellige lejligheder. Læs mere
på disse undersider:
|