Indslag til konfirmation - Masser af idéer til lege
Det hvide tøj er købt, borddekorationerne er valgt, og trosbekendelsen sidder på rygraden. Der mangler bare én ting, der kan gøre konfirmationsfesten ekstra mindeværdig for både konfirmanden og hans eller hendes gæster. Jeg lever af blandt andet at levere professionel underholdning til konfirmation og derfor har jeg oplevet en del af slagsen. På denne side finder du inspiration til den store konfirmation - indslag, lege og ideer til festen, hvor ungdommen er i centrum. Uanset om der er inviteret gæster til at fylde udestuen eller et forsamlingshus, så kan du finde underholdning og idéer til konfirmation her.
Hjertetræet
En langtidsholdbar hilsen til den unge konfirmand - hvis vedkommende altså er vaks med vandkanden.
Køb et lille træ i en potte - helst ét med masser af grene. Klip et antal hjerter ud i papir eller karton, der svarer til antallet af gæster til konfirmationen. Klip et lille hul øverst i hvert hjerte og lav en løkke med snor eller bånd, så hjerterne kan hænges op på træet. Overræk træet til konfirmanden under middagen. Hjerterne deles ud til gæsterne eller er på forhånd lagt ved hver kuvert. Træet kan også overrækkes i forbindelse med en sang, man har skrevet til dagens hovedperson. Hver sang vedlægges et hjerte. Bed gæsterne om at skrive en lille hilsen til konfirmanden på hjerterne, der derefter hænges på træet. Træet kan evt. plantes ud i en have eller lignende efter festen, og hjerterne kan gemmes som en alternativ gæstebog.
Alfabettalen
Hvis det kniber med ideerne til en sjov konfirmationstale, så tag udgangspunkt i alfabetet, når du skal beskrive dagens konfirmand. Lad bogstaverne skabe associationer til egenskaber hos konfirmanden og sjove historier fra vedkommendes liv, som du kan dele med de andre gæster.
Eksempler:
- A: Står for arbejdsmoral - noget, som du altid har haft meget af. Bare ikke, når der skal ryddes op på værelset... (osv.)
- B: Står for blokfløjte - dit første instrument. Der var ikke et øje tørt, da du spillede 'Lille Peter Edderkop' til din første skolekoncert... (osv.)
- C: Står for champignoner - som du absolut ikke kan lide. Faktisk har jeg en sjov historie om netop dit forhold til champignoner... (osv.)
Lav en fællessang
Dette indslag kan bruges som et lille afbræk fra konfirmationsmiddagen.
Alle gæsterne deles op i hold med tre til fem personer på hvert hold. Alle hold får en melodi samt et tema, et stikord eller en historie, som de skal skrive et vers til den pågældende melodi ud fra. Verset skal handle om konfirmanden. De forskellige vers samles sammen og skrives ind på en computer, der er sat til en projektor. Den færdige sang projiceres op på et lærred eller en tom væg, og alle gæsterne synger den splinternye fællessang for konfirmanden.
Hvis man ikke har teknisk udstyr til at samle sangen på stedet, kan man enten bede gæsterne om at skrive og sende et vers, inden de dukker op til festen, eller man kan bede de enkelte hold synge deres egne vers. I sidstnævnte tilfælde er det en god ide at lave lidt store hold, så der kan synges igennem.
Uanset hvad, så sørg for at gemme alle versene, så konfirmanden også kan grine af dem efter festen.
En fest med sjove indslag til konfirmation bliver næsten altid en succes. Få mere inspiration til indslag, lege og idéer, der kan gøre dagen endnu bedre, på disse undersider:
|