Find et tema til din fest: Masser af idéer til sjove temafester
Lokalerne er reserveret, drinksglassene er støvet af, og den indre festabe er fundet frem. Der mangler bare én ting, der kan gøre temafester ekstra mindeværdig for både vært og gæster. På denne side finder du inspiration til forskellige temafester. Ideer, der kan gøre ethvert tema til en fest, og indslag, der kan gøre arrangementet endnu sjovere - uanset anledning og antal navne på gæstelisten.
Engle & Dæmoner
Inspiration til en himmelske helvedes temafester - inviter dine gæster som ærkeengle og djævleyngel! Lad festlokalerne blive invaderet af glorier, treforke, kridhvide vinger, horn i panden, ondsindet skoggerlatter og yndefuldt harpespil.
Opdel festområdet i to halvdele med hvert sit tema. Pynt op med kontraster i blå, hvid og guld på englesiden, og med sort, rød og ild på djævlesiden. Englenes halvdel er fyldt med fugle, blomsterranker og smukke, levende lys, mens djævlenes side er mørk og dyster, eventuelt oplyst af et par fakler eller røde pærer - og fyldt med knogler, kryb og kranier. Server sodavand, champagne og liflig vin hos englene, og lad djævlene få øl, whisky og kradsbørstige shots. Menuen kan også deles op i to - frugt, lyst kød, lækre salater og fine pindemadder til englene, og rødt kød, bagte kartofler, grove salater og svinsk fingermad som hotwings og lignende til djævlene. Englene hører blid, klassisk musik, harpe- og orgelmusik, Enya og meditationsmusik. Djævlene hører heavy metal, hård rock og tyske schlagerhits.
I løbet af festen kan man lave lege eller quizzer, hvor engle og djævle konkurrerer mod hinanden. Dette kræver selvfølgelig, at fordelingen af 'gode' og 'onde' til festen er nogenlunde lige. Se de øvrige undersider for ideer til lege.
Disko-fest
Så er det frem med platou-støvlerne, disko-kuglerne og glimmer-tøjet. Inviter dine gæster til disko-fest, og dans hele natten til de svedigste disko-hits. Hvis John Travolta kunne, kan I også!
Sørg først og fremmest for et stort dansegulv med farvestrålende spots, disko-kugler og et anlæg med solide højtalere. Kodeordene til disko-festen er glimmer og pang, så lad invitationer, oppyntning, tøj, mad og borddækning være præget af masser af farver og glitter. Intet er for overdrevet!
Aftenen står i dansemusenes tegn, så maden skal være let og hurtig at gå til. Server f.eks. stående buffet med tapas eller pindemadder. Til gengæld skal der gøres en masse ud af baren med drikkevarer - der skal ikke spares på de farvestrålende, fancy cocktails.
Dresscode for mænd er spraglede jakkesæt, åbne skjorter med store flipper, stramme bukser og stort hår med overdimensionerede bakkenbarter. Kvinderne ifører sig højhælede dansesko, tætsiddende bluser og vide nederdele med sus i skørterne. Husk overdreven makeup og superstylet hår, gerne i form af farverige parykker. Gigantiske solbriller er et must til begge køn.
Et indslag til disko-festen kan f.eks. være en dansekonkurrence - stoledans, stopdans, pardans, solodans eller lignende. Man kan også låne eller leje en såkaldt 'Dansemåtte' og/eller et karaokeanlæg til at krydre festen med.
Sørøverfest
Yo-ho, yo-ho, a pirates life for me! Inviter dine gæster til sørøverfest med klap for øjet, huggerter i bæltet og rom i litervis. Splitte mine bramsejl - det bliver en fest, du sent vil glemme!
Bed gæsterne om at dukke op som Sørøver Sally, Kaptajn Sortskæg eller Palle Pirat. Udklædningen kan spænde fra lasede matrosklæder til storslåede kaptajns-uniformer. Det er op til den enkelte, om man vil have klap for øjet eller klo på hånden, men man går aldrig fejl af et tørklæde om håret, en masse våben og en række drabelige ar til at vise frem. En stor guldørering og en mundfuld rådne tænder tager også kegler.
Pynt op med sørøverflag, palmer, papegøjer, kokosnødder, søfugle, tovværk og træ-tønder. Servér beskøjter med krudtslam (kiks med kaviar) til velkomstdrinken, og lav en spændende ret med fisk eller stegt papegøje (almindelig kylling eller kalkun) til hovedret. Desserten kan f.eks. være rombudding, ananaskage eller kokosis. Alt tropisk og maritimt kan bruges, så slip fantasien løs. Sidst, men ikke mindst - husk masser af rom til de tørstige pirater! Sørg for lidt variation til den klassiske sørøverdrink - der kan laves et hav af spændende cocktails med rom.
Til en ægte sørøverfest skal man selvfølgelig have en skattejagt. Den kan foregå inde eller ude, men helst i hold. Lav f.eks. et skattekort, som viser, hvor skatten - eller ledetråde til skatten - er gemt. Deltagerne kan også løse forskellige opgaver undervejs, såsom knob-binding, fægtekamp på en planke, gåder mv.
Mangler du flere fede idéer til temafester? Find det perfekte tema til din fest eller lad dig inspirere af sjove selskabslege - alt sammen på disse undersider:
|