Det er snart forår, og det betyder blandt andet, at vi om kort tid har en række glade og nyudklækkede konfirmander klar, som der skal holdes en stor og fantastisk fest for. Men hvad skal du nu finde på af underholdning til konfirmation? Kan du overhovedet finde på noget nyt, eller skal du bare holde dig til de klassiske, der virker?

Her på siden giver vi dig nu fire bud på, hvad du kan lave af underholdning, som lige giver konfirmationsfesten prikken over i’et, der gør den fuldstændig uforglemmelig!

Den klassiske: Diasshow med konfirmanden

Diasshowet er set før, men det er der en grund til, fordi den virker altid rigtig godt. Det fungerer som en stille men emotionel tur gennem konfirmandens liv, der opfrisker alle de gode minder for konfirmanden sammen med de tilstedeværende. Dét, at kigge tilbage gennem årene og se, hvordan det er gået indtil nu, kan bringe mange gode følelser frem.

Hvis du ligger inde med mange fine billeder af konfirmanden, er det derfor altid en god idé at lave et diasshow med dem.

Rent teknisk er det også til at lave, hvis du ikke har de store redigeringsegenskaber og ikke har lyst til at begive dig ud i at lave en film, så er diasshowet et sikkert og et godt valg. Der findes mange programmer på nettet, som du kan bruge til at lave et diasshow med. Vi vil anbefale Microsoft Photo Story 3, som er gratis og meget simpelt. Du kan hente programmet fra denne side.

Når du har hentet programmet og åbnet det op, vælger du ”opret en ny fortælling” og trykker på næste. Herefter skal du vælge de billeder, som du vil have med i diasshowet. Det gør du ved at trykke på ”Importer billeder” og derefter finde dem på din computer. Når de er blevet importeret, kan du ændre rækkefølgen på dem ved at trække dem frem og tilbage i bjælken, nederst i vinduet. Når du har valgt en rækkefølge, som du er tilfreds med, trykker du på næste igen, og nu kan du tilføje en række effekter til billedet, hvis du vil, samt tekst til billedet. Derefter er det muligt at indtale eventuel lyd til billederne og tilpasse overgangene mellem billederne.

Til sidst er det muligt at tilføje baggrundsmusik, mens billederne kører. Du kan enten vælge noget musik, som du har liggende på computeren eller bruge programmets funktion ”Opret musik”. Efter dette kan du gemme dit diasshow på computeren.

Hvis du gerne vil have et program, som har lidt flere funktioner men samtidig stadigvæk er meget enkelt, så kan du prøve Icecream Slideshow Maker. Du kan dog ikke tilføje mere end 10 billeder til dit diasshow uden, at du skal betale for programmets pro-version. Her skal du altså have penge op ad lommen, hvis du vil have et længere diasshow. Du kan finde en længere guide til programmet her.

Sørg for at finde de helt rigtige billeder, så folk ikke kommer til at kede sig i løbet af diasshowet. Nuttede eller pinlige billeder er altid gode. Til fremvisning skal du bruge et lærred og en projektor samt et sæt højttalere til lyd.

Frisk underholdning til konfirmation: Kahoot-quiz om konfirmanden

Vi kender alle den klassiske quiz, tip en 13’er, eller hvad den nu hedder. Det går ud på, at du laver en række sjove og frække spørgsmål om konfirmanden, og så skal alle så dyste imod hinanden om en præmie. Det er en sikker vinder, og den bliver kun endnu bedre, hvis du frisker konceptet lidt op.

Vi lever nemlig nu i den digitale tidsalder og har mange fine medier til rådighed. Én af dem er den spilbaserede læringsplaform Kahoot, som du kan bruge til at lave en quiz om konfirmanden, hvor de involverede skal have deres smartphones op ad lommerne! (Hvis det skulle være sådan, at nogle af gæsterne ikke har en, kan de jo gå sammen med sidemanden)

Måden hvorpå du laver quizzen kræver lidt it-evner, men hvis du er erfaren på nettet og kan lidt engelsk, burde det ikke være noget problem. Hvis du er eller har været under uddannelse i løbet af de senere år, har du måske endda stødt på den før. Du går ind på siden kahoot.com, opretter en bruger, klikker på den lilla knap ”New K!” oppe i højre hjørne, vælger quiz af de fire valgmuligheder, og så er du ellers bare i gang. Dukan finde en visuel guide på YouTube her.

Du kan selv vælge tid pr. spørgsmål, men det er oftest sjovest, hvis der er højest 20 sekunder pr. spørgsmål, så deltagerne skal tænke hurtigt.

Når du har lavet quizzen, ligger den inde under My Kahoots, og så kræver det ellers bare, at du har en computer med til at styre quizzen fra samt en projektor og et lærred eller andet til at fremvise ens computerskærm. Deltagerne forbinder sig til spillet ved at bruge deres smartphones og indtaste spillets ”Game Pin” på kahoot.it eller på spillets app.

Vi vil anbefale, at du selv tester quizzen inden med sin egen smartphone således, at du har styr på, hvordan det hele foregår.

Det er en let måde at gøre en quiz, der måske kunne blive ensformig og monoton, mere frisk og sjov på, da mange af deltagerne ikke har stiftet bekendtskab med en Kahoot-quiz før, og selv hvis nogle af gæsterne har, så vil det være et glædeligt gensyn for dem.

Kombinationen: Hvem vil være millionær med konfirmanden inklusive gave

Hvis konfirmanden har en enorm viden og stor passion for en bestemt ting, som fylder meget af konfirmandens unge liv, så kan du overraske din konfirmand med, at de skal være med i en special-udgave af ”Hvem vil være millionær”, hvor det kun handler om denne interesse.

Det kan være, at de er stor fan af en fodboldklub, synes ridning er fantastisk, stor fan af en musiker eller noget helt fjerde. Det vigtigste er, at det er noget, som konfirmanden er fuldstændig vild med og samtidig har en stor viden om, så du er sikker på, at konfirmanden kan nå langt i spillet og ikke bliver ydmyget.

To af de tre livliner, kan du eventuelt bruge til at inddrage publikum i salen. Hvis konfirmanden vælger at ville spørge publikum, kan du lave en simpel håndsoprækning ud for hver svarmulighed, så konfirmanden får et overblik, over hvad publikum tror.

Ved ring til en ven, kan du lade en fra salen, som konfirmanden vælger, komme op i 30 sekunder og give sit bud på det rigtige svar. Dette kræver naturligvis, hvis det skal foregå uden snyd, at du har sørget for, at publikum ikke har mulighed for at tjekke svaret på deres smartphones. Alternativt kan du også lade konfirmanden ringe til en, som ikke sidder i salen, hvis du foretrækker det.

Dette er også en oplagt mulighed til, at du kombinerer denne underholdning med en særlig gave til konfirmanden, der så er præmien i spillet

i stedet for penge, som deltagerne vinder i tv-versionen. Det kan for eksempel være en fodboldrejse til favoritklubben i udlandet eller et besøg fra en Superliga-spiller, sin helt egen hest eller en koncert med yndlingsmusikeren. Igen det kan være, hvad som helst ud fra konfirmandens interesse. Pointen er, at det her er en perfekt mulighed for at kombinere underholdning med en eventuel gave, hvis du går med dette i tankerne.

Alt, det kræver er et par stole, der bliver stillet op overfor hinanden, og hvis du vil gøre lidt ekstra ud af det, kan du finde lydeffekter til det ved at søge på: ”who wants to be a millionaire sounds” inde på YouTube.

Den sjove: Udfordringer til konfirmanden

Hvis konfirmanden er frisk på at blive udfordret og ikke er bange for at blive til grin, så kan du invitere vedkommende med i et quiz-show (Husk at gøre det en overraskelse selvfølgelig), hvor konfirmanden skal dyste mod forskellige gæster i forskellige mindre discipliner.

Det kan være for eksempel være, hvem kan have flest skumfiduser i munden, hvem kan hurtigst lave en tyggegummiboble, hvem kan lave det højeste tårn af rundstykker på ét minut, hvem er bedst til at skifte dynebetræk, hvem kan tage flest armbøjninger og så videre…  Du kan selv finde på flere.

Små og hurtige konkurrencer, som konfirmanden skal kæmpe imod andre i. Der skal blot findes en vært og en række morsomme discipliner, der skal dystes i, og så kommer den gode underholdning ellers af sig selv.

De andre gæster, der agerer publikum, får udleveret et stykke papir, der svarer til tip en 13’er, og de skal så undervejs tippe, hvem de tror, der vinder hver enkelt konkurrence, så det bliver ekstra sjovt for dem at følge med i konkurrencerne. Om det bliver konfirmanden eller udfordreren. Hertil kan du skaffe en præmie til vinderen, som får flest rigtige.

Det her var en række bud på, hvad du kan lave af underholdning til konfirmation. Vi håber, at du kan bruge dem eller, at de guider dig på vej til at komme frem til den helt rigtige idé!